Suverænitet betyder et lands formelle ret til selv at bestemme. Et land overdrager suverænitet, når den lovgivende, udøvende og dømmende magt overlades til en international organisation som f.eks. EU.

Det betyder, at alle regler først skal godkendes og vedtages af de nationale parlamenter, før reglerne kan implementeres i f.eks. dansk lovgivning – og dermed gælde for de danske statsborgere.

Samtidig skal alle lande også ved nye regler være enige om indførelsen af nye regler. Det enkelte land har dermed veto over for regler, det ikke ønsker indført.

Det betyder, at EU-landene ved flertalsafgørelser sammen med Europa-Parlamentet kan lave regler, der har virkning i de enkelte medlemslande og dermed får betydning får de enkelte borgere. Det betyder også, at en dansker kan påråbe sig juridiske rettigheder, som ikke er besluttet af Folketinget, men af EU.

Ved overstatsligt samarbejde er der ingen vetoret, så det enkelte land kan blive tvunget til at rette sig efter regler, det har stemt imod.

Socialdemokraterne, Venstre, Radikale Venstre, SF, De Konservative og Alternativet vil have ændret Danmarks nuværende retsforbehold til en tilvalgsordning. Det betyder, at Danmark skal afgive suverænitet på hele området for retlige og indre anliggender, men at Danmark til gengæld ved kan vælge fra sag til sag, om vi ønsker at tilslutte os nye retsakter  i EU. Beslutningen om tilvalg bliver truffet efter den almindelige procedure i Folketingets Europa-udvalg.

Danmark har to muligheder for at tilslutte sig. Vi kan enten vælge at medvirke i forhandlingerne om en ny retsakt, hvorefter vi er forpligtet til at følge det endelige resultat, også selv om vi er imod de nye regler, eller vi kan vælge at holde os uden for forhandlingerne og se, hvad de andre lande når frem til, og derefter afgøre om vi vil tilslutte os. 

 

Parallelaftaler er mellemstatslige aftaler mellem EU og et EU-land om at deltage i en del af det overstatslige samarbejde, som f.eks. Europol. Man skal ansøge EU om at få en parallelaftale, og det er op til EU, at beslutte, om Danmark kan få en parallelaftale.

Danmark har fire parallelaftaler, herunder blandt andet Dublin-forordningen.

De politiske partier er ikke enige om den danske mulighed for at få en parallelaftale, hvis danskerne stemmer nej den 3. december, og EU har tidligere to gange afvist at give Danmark en parallelaftale, herunder blandt andet for konkurs.

EU-Kommissionen har understreget over for Danmark, at parallelaftaler kun må anvendes ”i undtagelsestilfælde og i en overgangsperiode.”

EU’s bindende retsakter består af forordninger, direktiver og afgørelser/beslutninger.

Forordninger er almengyldige. De er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Direktiver er bindende for enhver medlemsstat, når det gælder selve målet, men det er de nationale myndigheder, der bestemmer form og midler for gennemførelsen af direktivet.

Afgørelser/beslutninger er bindende for alle generelt eller være rettet for en bestemt modtager.

Medlemsstaterne har selv ansvaret for deres politi, men i EU har man et samarbejde mellem de nationale politimyndigheder, Europol, der ligger i Haag i Holland. Formålet med Europol er at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, som menneskesmuglere, pædofile netværk og våbenhandlere. Hvis det bliver et nej til folkeafstemningen, kan Danmark ikke selv vælge, om vi vil deltage i Europol eller andre dele af EU’s retssamarbejde.

De fire danske forbehold omhandler forsvar, euro, retspolitik og EU-borgerskab. De danske forbehold blev indført i 1993, da et flertal af danskerne i 1992 stemte nej til Maastrichttraktaten. I 1993 blev traktaten – med de fire forbehold – igen sendt til afstemning, hvor et flertal af vælgerne stemte ja.

Danmarks retsforbehold betyder, at vi kun deltager i EU’s retspolitik, når samarbejdet er mellemstatsligt. Siden Danmark indgik aftalen har EU flyttet retspolitikken fra et mellemstatsligt til et overstatsligt samarbejde. Det betyder, at Danmark derfor på sigt vil deltage i færre EU-regler på retsområdet.