Fem kontroversielle fra Joachim B. Olsen

  1. - Hvis to kvinder kan blive enige om, at de vil giftes med én mand, så synes jeg, det vil være i orden

    Ugen før folketingsvalget 2011 var Joachim B. Olsen ude at slå på tromme for det frie valg.

     

    Og det bør der ifølge politikeren stort set ikke være begrænsninger for. Således heller ikke, når det kommer til ægteskabet, hvor det skal være i orden at have mere end én kone.

     

    - Man kan godt sige principielt, at hvis man lavede en lov, der sagde, at folk havde lov at indgå flerkoneri - ligesom man indgår registreret partnerskab - det ville jeg aldrig være imod, uddybede han det.

  2. - Det er principielt forkert, at staten skal bestemme, om jeg har sikkerhedssele på.

    I samme interview, som Joachim B. anbefalede at tillade flerkoneri, lagde han sig også ud med reglerne omkring sikkerhedsseler.

     

    De begrænser nemlig også det fri valg, og det er den liberale politiker grundlæggende imod.

     

    Hans overordnede budskab var, at staten skal afholde sig fra at gribe ind i folks personlige frihed, når deres handlinger ikke skader andre.

  3. - Der er situationer, hvor det er helt på sin plads at stikke en person en flad

    Nytårsaften 2015-2016 fik Joachim B. Olsen smadret sin postkasse og en baglygte på bilen.

     

    På Facebook skrev han efterfølgende:

     

    - Lige nu er jeg bare lettet over, at jeg ikke fangede dem på fersk gerning. Jeg ville være så ked af, at jeg skulle ulejlige mine kollegaer i Folketinget med en afstemning om ophævelse af min parlamentariske immunitet.

     

    Det mødte stor modstand, at en politiker forsvarede selvtægt, men han holdt efterfølgende fast i sin udmelding.

     

    - Det må folk gerne synes, men jeg siger det, der er sandt. For mig er det simpelthen så logisk. Det er det samme, hvis der kom en indbrudstyv og brød ind i mit hjem. Det skal da have konsekvenser. Der er andet, der holder et samfund sammen end jura. Der er også sociale normer, sagde Joachim B. Olsen til BT.

  4. - Jeg brækker mig

    Ovenstående udmelding kom efter et interview med Öslem Cekic (SF), hvor hun udtalte, at satspuljemidlerne skulle udvides, så ingen fattige ville mangle julehjælp.

     

    Men at tale om fattigdom i Danmark er en hån mod de millioner af mennesker verden over, som sulter, mente Joachim B. Olsen.

     

    - Jeg blev indigneret over, at Özlem gik ud og fortalte om, at nu havde hun sørget for julepakker til de fattige. Forstået på den måde, at det var skatteborgernes penge, der skulle bruges på julepakker. Det blev jeg indigneret over fordi venstrefløjen har brugt ordet fattigdom ukritisk, sagde Joachim B. Olsen.

  5. - Noget medfødt i os gør, at kvinder gennemsnitligt set måske har mere lyst til at være derhjemme med børnene

    Senste udtalelse, der fik politiske modstande op ad stolen, kom mandag, hvor Joachim B. Olsen fremlagde en rapport fra Rockwool Fonden.

     

    Her sagde han blandt andet, at en del af forklaringen på, at kvinder oftere bliver hjemme for at passe på børnene, er noget genetisk.

     

    - Det, jeg mener, er, at når man ser på kvinder og mænd - og det gjorde Rockwool Fonden og mange andre før dem - så konstateres det, at mænd og kvinder gennemsnitligt tager nogle forskellige valg. For eksempel valg af uddannelse, valg af arbejde, valg af arbejdstid og tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Der er nogle statistiske forskelle på mænd og kvinder. Og her er det, jeg siger, at der helt givet er en lang række årsager til, at mænd og kvinder gennemsnitligt vælger forskelligt. Der kan være kulturelle årsager. Men der er også nogle genetiske årsager.